fbpx

Få succes med din kommunikation på Folkemødet – her er 14 tips

Konkurrencen om spalteplads i medierne er benhård, og du risikerer at drukne i tusindvis af andre tweets på Folkemødets fire dage. Der er ikke noget (måske lige udover en slutrunde i fodbold), der genererer så meget omtale på så kort tid som Folkemødet.

Det er svært at få sine budskaber ud i forbindelse med Folkemødet. Men der er hjælp at hente. Vi har kigget i data for, hvordan Folkemødet udspillede sig i både medierne og på sociale medier i 2017, og her får du vores bedste tips til, hvordan du får succes med din kommunikation på Folkemødet.

Først får du syv tips til, hvordan du skaffer medieomtale i pressen i forbindelse med Folkemødet – bagefter får du vores syv bedste tips til at få succes på sociale medier.

 

7 tips til at få mest ud af din presseindsats på Folkemødet

I løbet af et år er der næsten 7.000 medieomtaler af Folkemødet i pressen, men Folkemødet varer kun fire dage, og det sætter tingene lidt i perspektiv. Pressefolk i landets virksomheder og organisationer kæmper om mediernes (og politikernes) opmærksomhed, men det kan lade sig gøre at være den, der får lidt spalteplads. Her er vores allerbedste tips til at få mest ud af dit pressearbejde.

1: Brug din tid før eller efter Folkemødet – ikke under

Konkurrencen er hård, og de fire dage, Folkemødet varer, er ingen undtagelse. Der er en tendens til, at der er flere omtaler i forbindelse med Folkemødet i dagene og ugerne før folkefesten end tidligere, så brug mere tid før end under, hvis du er kommunikatør.

2: Gå efter niche medier – eller sats på lokalt

Vi drømmer alle om den Politiken-forside, og medmindre du har en aftale med Lars Løkke eller en anden partileder, bliver den svær at få. Fagmedier står bag langt størstedelen af alle omtaler af Folkemødet, og hvis din agenda passer ind i et fagmedie, har du gode muligheder for at få lidt omtale der.

Regionale og lokale dagblade skriver også en del om Folkemødet, og det lever i længere tid efter de fire dage på Bornholm. Så gem dine gode historier til efter Folkemødet, og lav en lokalvinkel på dem

 

3: Tap ind i en aktuel agenda

Ifølge Operate er det største emne på Folkemødet ”sundhed, omsorg og forebyggelse”, men vores data viser, at medierne i 2017 skrev mest om ”arbejdsmarked”, ”handel og service” samt ”lokalpolitik” (der skyldes kommunalvalget i november 2017).

De store medier har altså deres egen agenda på trods af, at vi alle taler om noget andet på Bornholm, og journalisterne har nærmest skrevet deres historier inden, de sætter sig på færgen mod Bornholm. Hvis du holder øje med, hvilken agenda der fylder i medierne, kan du tappe ind i den i forbindelse med Folkemødet – eller binde en sløjfe mellem jeres fokusområde på Folkemødet og det, medierne allerede skriver om. Hvis du kan det, bliver det nemmere for dig at bryde gennem lydmuren.

4: Tal og undersøgelser er den nemmeste vej til forsiden

Tal og undersøgelser har altid god genklang hos medierne – også i forbindelse med Folkemødet. Hvis du allerede før Folkemødet kan lancere en undersøgelse eller nogle tal, der understøtter dit budskab, er det den ”nemmeste” vej til en forside.

Vores tal peger nemlig på, at mange omtaler i medierne i forbindelse med Folkemødet er hægtet op på specifikke undersøgelser, der er guf for journalister.

 

5: Politikere er de mest omtalte personer

Blandt de 25 mest omtalte personer i forbindelse med Folkemødet 2017 er kun to ikke-politikere.

Lars Løkke er – uden overraskelse – den mest omtalte person under sidste års folkefest. Lige efter ham følger Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen. Allerede på 2. og 3. pladsen er der kun halvt så mange omtaler, som der er af Lars Løkke på 1. pladsen.

Så… Hvis du skal være sikker på en forside, ved du nu, hvem du skal få til at kommentere på jeres undersøgelse eller debatarrangement.

 

6: Brug Folkemødet til at skabe relationer – ikke forsider

Din tid på Folkemødet er måske bedre brugt på at skabe relationer, som senere kan være interessante for medierne. Brug i stedet din energi på at skaffe kontakter, som du kan bruge efter Folkemødet, eller som kan kommentere eller komme med input til den agenda, du gerne vil sætte. Der er rig mulighed for at få medieomtale også efter, at den sidste færge er sejlet retur til fastlandet.

7: En legende minister giver mere plads i avisen end et håndtryk

Under Folkemødet kan du med fordel tænke mere i, hvordan du får godt visuelt indhold, du senere kan bruge i medierne. Medierne er mere interesserede i at bringe en artikel med et billede af en minister, der leger med biler, end et billede af et håndtryk mellem den samme minister og din CEO.

Brug Folkemødet til at skaffe visuelt indhold, som kan bruges af medierne i forbindelse med dine budskaber. Så hjælper du både medierne og dig selv, og så slår du måske to fluer med ét smæk og har også visuelt indhold til sociale medier.

Vi hepper på dig, og vi kårer – som altid – de tre organisationer, der får mest omtale i medierne i forbindelse med Folkemødet. Måske det bliver dig denne gang?

 

Vores 7 bedste anbefalinger til at få succes på sociale medier på Folkemødet

88 pct. af alle omtaler af Folkemødet på sociale medier foregik i 2017 på Twitter (disclaimer: Twitter giver adgang til mere åbent indhold, som vi kan kigge i end f.eks. Facebook og Instagram). Der var 41.311 tweets på #fmdk i 2017 – året før var der flere.

Dine 280 tegn skal virkelig være gode, hvis du skal blive bemærket, men her er vores bedste tips til, hvordan du får mest ud af din indsats på sociale medier i forbindelse med Folkemødet.

 

1: Vælg den bedste kanal for dig

Der er ingen tvivl om, at Twitter er den største kanal under Folkemødet. Under Folkemødets fire dage liver Twitter op som aldrig før, og virksomheder har i ugerne op til støvet deres profil af. Men er Twitter den rigtige kanal for dig? Der er mange tweets at konkurrere med, og hvis du skal have en chance, skal du have mere fokus på kvalitet end kvantitet i dit indhold.

7,7 pct. af alle omtaler af #fmdk skete på Instagram i 2017, og måske du skal fordele dit krudt mere mellem Instagram og Twitter. Det er i hvert fald værd at overveje, hvilke kanaler du skal satse på, og hvordan du kan bruge dit indhold på tværs af kanaler, for konkurrencen er hårdest på Twitter, og indhold har kort levetid.

 

2: Brug hashtags flittigt – og skab digitale alliancer

#sundpol er det mest anvendte hashtag sammen med #fmdk sidste år, og med halvt så mange resultater er #uddpol og #dkgreen de næstmest anvendte hashtags. Hashtags bliver brugt flittigt under Folkemødet, og du skal også finde de rigtige hashtags til din agenda – og tappe ind i dem.

Tag også relevante personer i dine opslag. Brug lidt tid på at finde de rigtige handles, og tag relevante personer, så er der en chance for, at du når lidt længere ud med dine budskaber.

 

3: Kendisser er den hurtigste vej til engagement

I medierne skal du alliere dig med politikere – på sociale medier virker kendisfaktoren. Det er tydeligt år efter år, at de kendisser, der tweeter eller deler et billede på Instagram fra Folkemødet, får langt mere engagement end alle andre, der kæmper om opmærksomheden.

En person som Anders Breinholt har flere følgere på Twitter end de store mediehuse til sammen, og hvis du skal hyre en kendis til dit arrangement, så skriv ind i kontrakten, at de også skal larme lidt om jer på sociale medier. Det er det, der virker – også i Folkemøde-sammenhæng.

 

4: Lyt lige så meget, som du poster

I 2017 var der ikke så mange tweets som året før, og der var en tendens til, at der var mere fokus på indhold af høj kvalitet end indhold med høj frekvens. Hvis du lytter til sociale medier, og hvad andre skriver og siger om din agenda, om Folkemødet eller om organisationer eller personer, der er relevante for din agenda, kan du bruge dét til også selv at påvirke en dagsorden.

Mange laver masser af godt indhold på Folkemødet, følg det og brug det, men lyt til, hvad der foregår, så du ikke laver et akavet forsøg på at hoppe ind i en igangværende debat.

 

5: Planlæg, planlæg, planlæg

Planlæg, så du har tid til at improvisere. Hvis du gerne vil tweete 15 minutter før jeres event for at minde folk om at kigge forbi, så lav dem hjemmefra. Sørg for, at du ikke skal bruge tid på den slags lidt mere kedelige, men nødvendige tweets, når først du er landet på Bornholm. Gør også dit hjemmearbejde, og find relevante hashtags og handles på de personer, som er involveret i jeres events på Folkemødet.

Når du har klaret alt det på forhånd, har du bedre tid til at improvisere og tappe ind i de samtaler, der opstår pludseligt.

 

6: Engager jeres medarbejdere og stakeholders

Samvirke var i 2017 den organisation, der samlet set fik mest engagement på tværs af det indhold, de lavede på Twitter. De var gode til at engagere deres medarbejdere og stakeholders til at dele, like og kommentere.

Det er selvfølgelig ikke et direkte tegn på succes, at dine kollegaer ser dine tweets, men det kan hjælpe med at få jeres budskaber længere ud, hvis du også klæder dem på til, at de selv kan være aktive på Twitter eller et andet socialt medie.

Hvis de ikke selv har mod på at lave deres eget indhold – eller ikke har tid – kan du lave noget klart til de personer, du gerne vil aktivere. Hvis du ikke allerede arbejder med employee advocacy, er Folkemødet måske en kærkommen lejlighed til at komme i gang.

 

7: Skift strategi efter 48 timer

Efter 48 timer er #fmdk så godt som dødt på Twitter – skift strategi og brug dit indhold til noget andet.

Du får måske taget en masse gode billeder fra jeres events eller med personer, der har været forbi jeres telt. Gem det, og brug det til noget andet i ugerne efter Folkemødet. Så snart Folkemødet er slut, er #fmdk også mere eller mindre gået i hi til næste år.

Det kan altså lade sig gøre at bryde igennem støjen i både medierne og på sociale medier før, under og efter Folkemødet – og måske vores tips kan hjælpe dig til at få lidt mere ud af din presse- og social medie-indsats.

God arbejdslyst!

 

Download PDF

Udfyld formularen og du er klar til at downloade dette blogindlæg som PDF.

Medieovervågning
- vejen til indsigt

TEMPLATE

Download template til din kommunikationsplan