Infomedia Analytics søger Analyst Assistants

Infomedia Analytics søger dygtige og stabile studentermedhjælpere, der kan hjælpe vores medieanalytikere og –rådgivere med at lave Danmarks bedste medieanalyser.

Infomedia søger studentermedhjælpere til analyse

Dine opgaver:

Du vil sammen med kollegaerne i vores afdeling stå for behandling, kategorisering og analyse af bl.a. artikler, radio- og tv-indslag samt omtaler på sociale medier. Det indebærer fx vurdering af omtalernes vinkling (positiv, neutral eller negativ), temaer og budskabers gennemslagskraft ift. forskellige virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Du kommer til at arbejde med Nordens bedste medieanalyseværktøjer og sammen med højtkvalificerede kollegaer.

 

Du vil blive del af teams, der arbejder sammen om en række analyser for Infomedias kunder. Du vil bl.a. blive medansvarlig for at udarbejde medieanalyser på baggrund af datagrundlaget og derved være med i hele arbejdsprocessen omkring det endelige analyse- og rådgivningsprodukt. Vi samarbejder med nogle af Danmarks største virksomheder og offentlige institutioner.

 

Vi forventer, at du:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse, og har mindst et par år tilbage af studiet
  • Kan arbejde 15 timer pr. uge i gennemsnit. Vores arbejdstider er fleksible i forhold til studie og andre aktiviteter
  • Har kendskab til Office-pakken og en naturlig interesse i at blive Excel-ekspert
  • Har god talforståelse, stærke formidlingsevner og en analytisk tilgang til store mængder data
  • Er service-minded og klar på at yde en ekstra indsats ved deadlines
  • Har en god og bred forståelse – samt en naturlig interesse – for samfunds- og mediedebatten
  • Skriver et fejlfrit dansk og engelsk. Yderligere sprogkompetencer er kun et plus (gerne fransk, spansk eller tysk)
  • Har en positiv tilgang til samarbejde i teams.

Du kan forvente:

At blive trænet i analysemetode og –formidling, databehandling i Excel og præsentation i PowerPoint. Vores afdeling tilbyder gode udviklingsmuligheder, hvis du har lysten og talentet. Vokser du med opgaven, tilbyder vi flere udfordringer, der fx kan indeholde stakeholder- og agendaanalyser eller social business analyser koblet op på medieanalyserne.

 

Vi har højt til loftet, og lægger vægt på socialt engagement. Du vil indgå i en større gruppe af studentermedarbejdere, der socialt og fagligt sparrer med hinanden. Uddannelsesprofilerne i afdelingen er alsidigt sammensat – dette gælder både for studentermedarbejdere og analytikere/rådgivere. Det er en kvalitet, vi vægter højt, og vi søger derfor nye kollegaer fra en bred vifte af baggrunde.

  

Er du interesseret?

Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning med cv og relevante bilag til Senior Analyst Martin Persson: martin.k.persson@infomedia.dk.

Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte Martin på telefon +45 4011 7457 eller pr. mail.

 

Vi holder jobsamtaler løbende og holder opslaget åbent, til vi finder den rigtige person til stillingen. Hvis du er interesseret, bør du derfor ansøge straks.