Målrettet CEO-kommunikation placerer COWI blandt de største


Thea Jepsen
Content manager

CEO’en i COWI skal ikke tale om alt. Heller ikke selvom, han rent faktisk ved noget om emnet. 

Hvis CEO-kommunikation skal være effektiv, må man prioritere. 

Og det har de gjort i COWI, hvor de med strategisk og målrettet kommunikation har sat helt centrale samfundstemaer på dagsordenen og skabt gode resultater for både COWI og CEO, Lars-Peter Søbye.

Her kan du læse et interview med Charlotte Holm, Pressechef i COWI, om deres arbejde med CEO-kommunikation.

Charlotte Holm er en del COWIs kommunikationsafdeling, hvor hun sammen med Manuel Vigilius, Kommunikationschef, og Josefine Koch Jürgensen, Seniorkommunikationsrådgiver, driver den eksterne CEO-kommunikation.

Hvorfor er det vigtigt for COWI med en aktivt kommunikerende CEO?

Milton Friedman sagde engang, at ’the business of business is business’. Det var måske rigtigt dengang, men det er ikke dækkende i dag.

Det vigtigste er selvfølgelig at drive kerneforretningen og skabe resultater. Det er din licens til at blive hørt. Men derudover forventer mange medarbejdere og andre vigtige interessenter, at virksomheden bidrager positivt til udviklingen af samfundet, og at dens leder deltager i den offentlige debat.

En synlig og troværdigt kommunikerende CEO har derfor en afgørende positiv afsmitning på virksomhedens brand. Undersøgelser, eksempelvis Edelmans Trust Barometer, bekræfter os hele tiden i det.

Det er baggrunden for, at vi ser ‘CEO-aktivismen’ buldre derudaf i dynamiske moderne virksomheder – særligt inden for samfundsansvar og klima. Og med coronakrisen og hele den genopretning af samfundet, der vil være behov for i lang tid fremover, vil der være endnu mere efterspørgsel efter synlige CEOs, der blander sig i debatten om – og kommer med løsninger på – hvordan erhvervslivet kan være med til at få Danmark på ret køl igen.

Lars-Peter har gennem de seneste år været med til at sætte centrale samfundstemaer på dagsordenen. Han har blandt andet skabt fokus på vigtigheden af at kunne tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark, toplederes samfundsansvar, bæredygtighed og grøn omstilling som afgørende vækst-driver.

“Dén indsats har selvsagt haft en positiv afsmitningseffekt på COWIs brand generelt, men har også været med til at understøtte COWIs konkrete forretningsmuligheder.”
Charlotte Holm, Pressechef, COWI

Hans synlige rolle eksternt har også en positiv effekt internt. Han er med til at skabe stolthed og engagement blandt medarbejderne og er samtidig en afgørende rollemodel for vores øvrige talsmænd i vores øvrige thought leadership-indsats i COWI, når han tør at stille sig frem i rampelyset med alt, hvad det indebærer.

Hvordan arbejder I med CEO-kommunikation?

Vi arbejder proaktivt ud fra en strategi, vi sammen lagde for cirka fire år siden, og som vi løbende udvikler.

Strategien bygger på nogle grundlæggende antagelser. For det første, at Lars-Peter ikke skal tale om alt mellem himmel og jord. Ikke engang om alt, hvad han ved noget om.

Hvis det skal være effektivt, må man prioritere. Derfor har vi interviewet ham grundigt og desuden analyseret debatten for at identificere nogle få hovedtemaer, hvor omverdenens behov og spørgsmål møder Lars-Peters og COWIs viden, ekspertise og engagement.

Og det er så disse temaer, vi har fokuseret på at kommunikere både proaktivt og reaktivt for at udstikke retningen for Lars-Peters positionering på den offentlige agenda på tværs af traditionelle og sociale medier, men også hans eksterne tilstedeværelse i det hele taget.

Den strategiske tilgang indebærer også, at vi løbende tracker, hvordan samfundsdebatten udvikler sig, så vi kan have fingeren på pulsen i forhold til, hvordan Lars-Peter bedst kan spille ind med relevante perspektiver og synspunkter.

Endelig skal Lars-Peters rolle som CEO i COWI også balanceres eksternt med hans rolle som formand for Dansk Industri. Oftest har DI og COWI samstemmende dagsordener, men der kan være områder, hvor han skal være særligt tydelig omkring, hvilken ‘kasket’ han har på.

Lars-Peter har selv et stort drive for at bruge kommunikation og sin offentlige position som en værdiskabende platform for COWI. Og han er meget opmærksom på at bruge sin tid og ressourcer netop dér, hvor det giver størst værdi for COWI.

“Som ingeniør har det ikke ligget lige for, at jeg har skullet stille mig frem i rampelyset og ytre mine meninger om samfundsudviklingen. Men COWI har meget værdifuld viden og visioner at bidrage med. Hver dag analyserer og udvikler vi løsninger for fremtidens bæredygtige samfund. Derfor mener jeg, at vi har et ansvar for at blande os i samfundsdebatten. Der er brug for det, og jeg håber, at mange flere erhvervsledere vil deltage i fremtiden.”

Lars-Peter Søbye, CEO, COWI

Hele indsatsen foregår i et tæt samspil, og dagligt, mellem Lars-Peter og Kommunikation. Lars-Peters drive er også i høj grad en forudsætning for, at vi kan lykkes; det er vores erfaring, at CEO-aktivisme ikke kan forceres. Det skal komme ”indefra” og bygge ovenpå Lars-Peters holdninger og værdier.

Hvordan er samarbejdet mellem Lars-Peter som CEO og jer i kommunikationsafdelingen?

Tæt og tillidsfuldt.

Det har været helt afgørende for de resultater, vi sammen har skabt indtil nu, at Lars-Peter har inviteret os inden for – ikke kun i forretningsmæssige forhold, men også i hans personlige overvejelser og refleksioner. At han har været åben og lydhør over for den faglighed, vi bidrager med. At han har respekt for, at kommunikation er en disciplin, man bliver bedre til, jo mere man øver sig. At han agerer på mediernes præmisser. Og endelig, at han har han turdet tage chancer, stille sig selv til skue i offentligheden og sige sin mening med risikoen for at få kritik eller lave fejl.

Det gør, at vi i dag har en relation, hvor vi hurtigt og effektivt kan komme ud over rampen, både når det gælder proaktive muligheder og reaktive opfordringer. Vi er stort set dagligt i dialog, og vi har hele tiden gang i konkrete initiativer.

Vores oplevelse er også, at Lars-Peter faktisk synes, at kommunikation er sjovt, og at det giver ham energi – selv i situationer, hvor han er engageret i presserende forhold i forretningen. Dét giver naturligvis også en stor energi til vores samarbejde og en motivation til hele tiden at forsøge at løfte barren.

“Det har været helt afgørende for de resultater, vi sammen har skabt indtil nu, at Lars-Peter har respekt for, at kommunikation er en disciplin, man bliver bedre til, jo mere man øver sig.”
Charlotte Holm, Pressechef, COWI
I får hvert år lavet en CEO-benchmark, hvor I måler Lars-Peters indsats op mod top-40 CEOs i Danmark. Hvorfor, og hvordan bruger I den?

Vi laver målinger på det meste af vores kommunikation, både internt og eksternt. De sidste tre år har vi fået lavet et CEO-benchmark, da vi ganske enkelt er interesserede i, hvordan Lars-Peter præsterer i forhold til top-40 CEOs i Danmark.

Det giver os nogle vigtige indsigter i, selvfølgelig om vores indsatser virker, men også i, hvordan vi bedst prioriterer ressourcer og i forhold til hvilke temaer og kanaler. Samtidig er der god læring fra de øvrige CEOs, som vi også tager med os i vores egen indsats.

Vi er enormt glade for – og stolte af – at Lars-Peter i årets benchmark ligger på en andenplads på sociale medier. Kun overgået af Mads Nipper. Det siger noget om, at det var den rette strategi, at Lars-Peter aktiverede sin Twitter-profil sidste år, lige før valget i øvrigt.

Herudover er vi rigtigt glade for, at Lars-Peter ligger på en 7. plads på Infomedias nye bæredygtigheds-indeks, og at hans top brandparametre, ud over markedskendskab, er samfundsansvar og innovation. Det er netop disse temaer, der er omdrejningspunktet for vores indsats.

“Både nu og i de kommende år er der mere end nogensinde brug for, at der investeres i den grønne omstilling, så vi kan få skabt langsigtet og bæredygtig vækst – samtidig med, at vi bidrager til at slukke den virkeligt brændende globale platform: Klima og miljø.”
Lars-Peter Søbye, CEO, COWI

Inden for de traditionelle medier ligger Lars-Peter i år nr. 17. Det er vi også rigtigt godt tilfredse med, set i lyset af, at COWI hverken er børsnoteret eller blandt de største virksomheder i Danmark (red: COWI ligger nr. 79 målt på omsætning). 

I sig selv er COWI derfor ikke ‘top of mind’ for journalisterne, men vi synes, at placeringerne viser, at hvis man arbejder strategisk og målrettet med sin kommunikation – og naturligvis har en CEO, der ser værdien i det – kan man nå rigtigt langt.

Vil du høre mere om et CEO-benchmark?

Benchmark din CEO mod jeres konkurrenter – vi kan hjælpe dig med en analyse.

Bestil et benchmark her.