skip to Main Content
Infomedia Forbedrer Omsætning Og Resultat I 2019

Infomedia forbedrer omsætning og resultat i 2019

PRESSEMEDDELELSE

I et stærkt konkurrencepræget marked formåede Infomedia i 2019 at skabe fremgang på top- og bundlinje. Opkøb uden for landets grænser bidrog til væksten, mens løbende digitalisering og effektivisering af produktionen sikrede fremgang i resultatet.

Infomedia-koncernen realiserede i 2019 en omsætning på 171,8 mio. kr. mod 150,0 mio. kr. i 2018.  Væksten kommer delvist fra opkøb af medieovervågningsselskaber i Norge og Sverige og et udviklingsselskab i Estland, der indgår i året med en omsætning på 15,4 mio. kr.

Koncernens resultat før skat udgør 9,6 mio. kr. i 2019. Effekten af en række digitaliserings- og effektiviseringsprojekter bidrog til resultatet.

Resultatet indfrier forventningerne til året, da resultatet også inkluderer transitionsomkostninger i forbindelse med opkøb.

”Med opkøbet af teknologiselskabet Opoint Technology i 2018 og af medieovervågningsselskaber i Sverige, Norge og Estland i 2019 har vi indfriet vores foreløbige mål om at styrke Infomedias position i Norden og internationalt. De opkøbte selskaber skal understøtte koncernens vækst- og konsolideringsstrategi inden for Media Intelligence,siger administrerende direktør, Thomas Vejlemand.

Målet er at gøre Infomedia til den foretrukne løsningspartner indenfor medie- og kommunikationsindsigter i Norden ved at levere lokal og global medieovervågning og medieanalyser på tværs af alle mediekanaler, herunder trykte, online, radio/tv og sociale medier. Selskabet lancerer samtidig én fælles produktplatform for nordiske kunder og udbygger international aktivitet via Opoint Technology.

”Vi fastholder vores nordiske strategi, ambitioner og investeringer trods den globale Coronakrise. Den aktuelle krise påvirker selvfølgelig vores forretning. Men vi investerer i teknologi og kompetencer og forbedrer produkter og ydelser til fordel for vores kunder. Samtidig fortsætter vi arbejdet med digitalisering og effektivisering af vores forretningsprocesser og optimering af systemer med henblik på håndtering af langt større datamængder,” fortsætter Thomas Vejlemand.                                                         

Selskabet planlægger flere produktsatsninger, herunder udvidelse af internationalt medieindhold, bredere broadcastdækning, analyse- og performance-dashboards til mediekommunikation, en serie af nye løsninger til sociale medie og overvågning af brandmisbrug. Tidligere på året lancerede selskabet en løsning til måling af kommunikation omkring FN’s verdensmål og bæredygtighed.

For yderligere kontakt:

Thomas Vejlemand, administrerende direktør
+45 31373025
tv@infomedia.dk

Anders Heering, bestyrelsesformand og direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier
+45 20194044
ah@watchmedier.dk

Om Infomedia

Infomedia-koncernen udvikler og driver digitale løsninger til medieovervågning og medieanalyser for nordiske og internationale virksomheder og organisationer. Hertil leveres webfeeds til bl.a. medieovervågnings- og it-selskaber internationalt.

Infomedia har 250 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Stockholm, Oslo og Tallinn. Infomedia ejer desuden teknologiselskabet Opoint Technology A/S, hvis forretning inkluderer en markedsledende web-crawler-platform, der tilbyder global overvågning af over 170.000 toneangivende online medier.

Infomedia blev grundlagt i 2002, og ejes i dag 50/50 af Danmarks to største mediehuse, JP/Politikens Hus og Berlingske Media.

Back To Top