skip to Main Content

Topchefernes brands

Peter Høgsted og Maria Rørbye Rønn er begge topchefer, men i to vidt forskellige organisationer. Peter Høgsted kalder sig selv mad- og måltidsaktivist for Coop, mens Maria Rørbye Rønn ikke lader sit personlige brand som generaldirektør overskygge DRs brand i kampen for at fremme public service.

Hvert år kigger Infomedia nærmere på danske topchefers brand, og analysen tilbage fra 2014 viste, at det var et særligt hårdt år for DR og Maria Rørbye Rønn med flere kritiske sager, såsom lukning af DR Orkestret og budgetoverskridelsen i forbindelse med Eurovision, som DR dog senere blev renset for. Men for Maria Rørbye Rønn er de brandingmæssige udfordringer, der følger med posten som genereldirektør i DR, spændende:

– DR er altid til debat. Det er et vilkår. Sådan var det i 2014, sådan var det i 2015 og sådan bliver det formentlig også i 2016. Det afspejler først og fremmest det faktum, at DR er til for den danske befolkning og finansieret af os alle – og at vi derfor alle helt naturligt har holdninger til og meninger om DR. Heldigvis. For mig at se er det et udtryk for, at folk forholder sig aktivt og engageret til vores fælles danske public service-medie. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg nødig være generaldirektør for et mediehus, som ingen havde en mening om, siger Maria Rørbye Rønn.

Synlig frontfigur

For Peter Høgsted så medieåret 2014 anderledes ud. Han var på det tidspunkt ny topchef for Coop og blev især omtalt for sin strategi om mindre junk og mere kvalitet i supermarkederne. På visitkortet står Mad- og måltidsaktivist i stedet for CEO.

– Det [red.: Mad- og måltidsaktivist] betyder, at jeg kan lege lidt mere, tage tingene lidt mindre alvorligt. Og så er det med til at tydeliggøre, at jeg er optaget af at skabe forandringer, fortæller Peter Høgsted.

2015 har været et spændende år for Mad- og måltidsaktivisten. Der var mælkekrig blandt danske supermarkeder, og Peter Høgsted forærede en SuperBrugsen til fødevareministeren, der fik solgt langt flere økologiske varer, end butikken tidligere havde gjort.

Coop og Peter Høgsted har været i vælten, og om samspillet mellem de to brands siger Peter Høgsted:

Man skal være klar over, at man som ansat CEO kun har jobbet til låns. Men i en periode kan det være med til at vise omverden, at der sker noget nyt, at der er kommet en ny dagsorden i virksomheden.

– Peter Høgsted

– Man skal være klar over, at man som ansat CEO kun har jobbet til låns. Men i en periode kan det være med til at vise omverden, at der sker noget nyt, at der er kommet en ny dagsorden i virksomheden. Og det har jeg måske nok medvirket til. Men ellers er det i de virksomheder, hvor det er ejeren eller grundlæggeren, der står i spidsen, hvor det har den største effekt.

Fokus på opgaven

Maria Rørbye Rønn ønsker ikke at blive en del af den kulørte presse, og ser posten som generaldirektør for vigtig til at være et personligt profileringsprojekt. Men som generaldirektør har hun fokus på opgaven og går aktivt ind i debatten for at fremme public-service.

– Jeg synes altid, det er mere spændende at have fokus på opgaven. For mig handler det om at sikre, at danskerne fortsat er glade for vores public service-indhold, og at vi kan være med til at sætte vigtige emner til debat og skabe dialog og samtaler på tværs i vores samfund. Jeg ved, det måske kan lyde lidt højpandet, men jeg mener, at DR er til for danskerne, og at den opgave, som DR løfter, er vigtig for vores samfund. I det lys er min private person mindre relevant.

Maria Rørbye Rønns brand led dog alligevel under de mange kritiske historier om DR i 2014. I 2015 er hun ikke gået helt fri for kritiske historier, men det må være loddet ved at være topchef for en af landets mest debatterede organisationer. Medierne har i 2015 haft fokus på hendes ”tårnhøje” løn, men også på DRs øgede fokus på digitalisering, der til gengæld har fået ros.

CEOs der gør en forskel

Topchefens brand er vigtig for virksomheden, og Maria Rørbye Rønn peger på en helt specifik person, der har formået at bruge sit personlige brand til at fremme virksomhedens interesser.

Selvom BBC altid befinder sig i orkanens øje, så har Hall taget hul på de udfordringer, som mange medievirksomheder står overfor i forhold til at tænke nyt i en digital tidsalder.

– Maria Rørbye Rønn

– Der er mange dygtige folk, men jeg synes faktisk, at min kollega, BBCs generaldirektør Tony Hall, har formået at sætte en ny dagsorden for BBC efter en periode med flere uheldige sager. Selvom BBC altid befinder sig i orkanens øje, så har Hall taget hul på de udfordringer, som mange medievirksomheder står overfor i forhold til at tænke nyt i en digital tidsalder. Derudover har han en solid erfaring både med journalistikken i kraft af en fortid som nyhedsdirektør på BBC og med kulturen, hvor han for nylig er blevet CEO for Royal Opera House.

For Peter Høgsted er det især grundlæggerne, der kan bruge sit personlige brand til gavn for virksomheden. Han nævner Steve Jobs som det bedste eksempel, men også Ingvar Kamprad fra IKEA og Lars Larsen fra Jysk er gode eksempler.

Den 27. januar lanceres resultaterne fra Infomedias analyse om CEO Superbrands 2015, hvor årets CEO Superbrand kåres. Peter Høgsted og Maria Rørbye Rønn er gæstetalere.

Redigeret den 20. januar 2016

Boost din indsats på sociale medier med employee advocacy

Vi har lavet en overskuelig guide der hjælper dig med at integrere employee advocacy i din organisation - alt fra planlægning til udførelse og effektmåling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få guiden tilsendt.

Back To Top