De største digitale k-trends i 2018

Teknologi og nye medier bestemmer, hvordan brands kommunikerer, og du er nødt til at holde dig opdateret på de nyeste digitale trends, så du kan tilpasse din kommunikationsstrategi. Her er vores bud på de 10 største digitale k-trends, du som kommunikatør skal holde øje med i 2018.

Digitale k-trends 2018
For et års tid snakkede vi rigtig meget om livevideo, VR og influencers, og i 2017 har vi set mange gode eksempler på brands, der har mestret de nye teknologier og medier. Men nu skriver vi snart 2018, og der er nogle digitale trends, du skal overveje at holde øje med, når du lægger planer for det nye år.


Nogle vil være helt nye – andre er nogle, du har hørt om før, men som vi spår bliver endnu større næste år.

 

1: Sig hej til dit hologram

I jagten på at skabe 1-1 oplevelser for forbrugeren bliver der eksperimenteret med augmented reality. AR er et digitalt lag oven på den virkelige verden. Sidste år spillede vi alle Pokémon Go, og i år bliver der oprettet flere og flere bitmojis på Snapchat.

Bitmoji på stereoider

Et hologram er en bitmoji på steroider. Det er det, du kender fra Star Wars, når prinsesse Leia eller en af de andre stjernekrigere dukker op i et lysbillede.


Flere brands eksperimenterer med holograms, og det giver mulighed for at skabe 1:1 oplevelser for forbrugeren. Det kan være din personlige træner, der træner sammen med dig i din stue, eller kunstneren selv, der guider dig rundt på museet.

L’Oréal har også leget med AR og lader dig prøve nye produkter på dit hologram.

 

2: Digitale hangouts

Facebook Bonfire

I sommers hørte vi om Facebook Bonfire for første gang, og i september fik vi i Danmark adgang som de første.


Tilbage i 2016 introducerede Facebook videochat for grupper i Messenger, 1 million teenagere ”livechillede” med deres venner i Houseparty, og i 2017 begyndte rygterne om Bonfire at ramme medierne


Facebooks tiltag giver god mening, og Bonfire indkapsler to strømninger, vi ser. Nemlig at alt skal være video, og at mere kommunikationen foregår i mere private rum. Desuden er det win, når brugerne kan tilføje Snapchatlignende filtre og effekter til deres billede under samtalen i Bonfire.

 

Udviklingen peger mod, at forbrugeren vil kommunikere mere gennem digitale hangouts, hvor de kan mødes med venner og kollegaer, og 2018 bliver måske året, hvor de klassiske videokonferencer bliver udfordret af mere interaktive og mobile videochats for grupper.

 

3: ”Alexa, hvad kan jeg bruge VoiceTech til?”

Der er på det seneste sket rigtig meget inden for VoiceTech, og de to helt store spillere på markedet er Amazon Alexa og Google Assistant.


VoiceTech dækker over stemmestyret teknologi, og du kender det måske bedst fra Siri på din iPhone. Det er din digitale assistent, som kan hjælpe dig med at holde overblik over din hverdag – eller som kan scrolle længere ned i opskriften, mens du er i gang med madlavningen.


Det er også den samme teknologi, som kan hjælpe demente ved at svare (rigtigt) på de samme spørgsmål igen og igen, uden at blive irriteret. 

 

I 2018 vil vi se mange flere muligheder for at styre sine devices med stemmen, og det vil ændre den måde, hvorpå vi interagerer med vores teknologier. Det kan betyde mindre fokus på skærmen, og at der bliver åbnet op for, at man bedre kan lave noget andet i den fysiske verden, mens man navigerer rundt online.


For brands og virksomheder betyder det ikke bare nye muligheder for at udvide forretningsområder eller give produktet en gedigen opgradering og forbedre brugeroplevelsen – det betyder også, at der skal kommunikeres på andre måder for at fange og fastholde forbrugeren.

 

4: Audio, lyd og podcast

Podcast er ikke nyt, slet ikke, men vi har det med som en digital k-trend, du skal kigge nærmere på i 2018, fordi op til 40% af amerikanerne lytter til podcasts, og samme trend ses herhjemme. 


Podcast er en genial kanal, fordi bundniveauet er meget højt. Podcast dækker ofte nicheområder og bliver aktivt valgt til af lytteren, men det er (som med meget andet kvalitetsindhold) ressourcekrævende at lave sin egen podcasts.


Interessen for podcast er ikke faldende endnu, og vi forventer, at udviklingen vil forsætte i 2018. Derfor skal du også gøre dig overvejelser om, hvorvidt dit brand kan bære en podcast, eller om I i højere grad skal satse på at sponsorere en podcast.


Morten Resens podcast GoLittle handler om det at være en startup. Morten Resen laver i podcastens afsnit 15 en sponsoraftale med Danske Bank, der stiller en rådgiver til rådighed, som Morten Resen kan ringe til, når det er nødvendigt.

 

Danske Banks partnerskab bliver dermed en integreret del af podcast'ens redaktionelle indhold, hvilket gør, at sponsoratet ikke opfattes som traditionel reklame.


Hvis du ikke allerede er i gang med en podcast, er 2018 året, hvor du ikke kan vente længere. Du behøver ikke lave din egen podcast, men undersøg markedet for relevante podcasts, som kan være en oplagt investering for jer.

 

5: Gens & genders

I 2018 kommer vi til at se flere brands, der udfordrer stereotyper på tværs af køn og generationer.


I det nye år går vi for alvor fra stereotyper til re-definition af forbrugeren, og det er slut med den velduftende mand med vaskebræt og opknappet skjorte, og trætte mødre, der fjerner pletter fra tøjet. 


Et par eksempler er Doves portrættering af ”real beauty”, Covergirls forside med en transkønnet person eller Libresses ”Blood normal”, der viser en mand, der køber Libresse.

 

I 2018 ser vi mindre skarpe linjer mellem køn og generationer, når brands kommunikerer deres budskab, og vi ser brands redefinere deres målgrupper. Det bringer os ret godt til næste – og sjette – trend, hvor vi forventer at se flere brands tage et politisk ståsted.

 

6: Brand creactivists

Der er ikke nogen god dansk oversættelse af ”brand creactivists”, men vi har den alligevel med som en digital k-trends, der er værd at holde lidt øje med i 2018, hvis du er ansvarlig for virksomhedens CSR-strategi.


Creactivists er et spændende begreb, der er tæt knyttet til influencer marketing, og som giver os (brands, kendte eller influencers) mulighed for at gøre en forskel med kreativitet og kommunikation. Et brands sociale og politiske ståsted er mere end et CSR-dokument på hjemmesiden. Nutidens sociale, økonomiske og politiske klima sætter en ny scene, hvor brands blander sig mere.


Airbnb er er godt eksempel på et ”kreaktivistisk” (se selv, det fungerer ikke rigtigt på dansk) brand, der med ”We Accept” står ved, at alle hører til – uanset kultur, tro eller seksualitet. ”We Accept” er på mange måder et budskab, der viser deres politiske og sociale ståsted i en tid, hvor religion, indrejseforbud og homoægteskaber er på dagsordenen.

 

Aktivisme er jo ikke et nyt fænomen, men da Trumps immigrationspolitiske tiltag blev indført, og borgere fra syv lande blev nægtet indrejse i USA, gik mere end 150 tech-virksomheder ind i sagen.

 
2018 bliver et år, hvor vi kommer til at se langt flere virksomheder, der bygger kampagner op omkring politiske eller sociale ståsteder, og de store tech-giganter vil uden tvivl blive næste års ”creactivists”.

 

7: Skab indhold i serier

Mange virksomheder investerer mere og mere i indholdsproduktion, og mens vi i år særligt har haft video som fokusområde, bliver næste års digitale k-trend indholdsserier.


Med en serie skaber du værdi over en længere periode, og det er muligt at opbygge et loyalt fællesskab omkring dit indhold. Men det er ikke de eneste fordele, for med indholdsserier kan du producere dit indhold i god tid, du kan ”batche” din produktion, og du kan brygge videre og skabe behind the scenes-afsnit og andet godt.


Influencers og medier har gjort det i lang tid, men vi ser flere brands gøre det. Alkoholpartnerskabet har gjort det med Fastland, der er en serie om alkoholmisbrug blandt unge. Serien handler om unges hverdag med flirts, intriger, fester og skole, og om hvordan alkohol spiller en rolle i forskellige situationer.


Nelly.com har også lavet serien FILTER, der handler om en modeblogger og hendes to veninder. Livet for tre unge kvinder på 25 er ikke altid enkelt. Bag kærlighed, drømme og velvalgte Instagram-billeder er der både drama og knuste hjerter. I serien FILTER kan du følge Nelly, Diana og Freja i jagten på "det perfekte liv”.


Start med at tænke dit indhold i serier. Det kan være kapitler i et større værk, korte videoserier eller noget helt tredje. Det tvinger dig samtidig til at planlægge dit indhold i bedre tid.

 

8: Customer service 2.0

De seneste to år har der været 250 pct. flere interaktioner med kundeservice på Twitter, og (vi tør godt sige, at) de fleste danske virksomheder håndterer kundeservice på sociale medier på den ene eller anden måde.


I 2018 kan det ikke være anderledes. Forbrugeren forventer at blive mødt der, hvor de er, og med Facebooks seneste tiltag med et Messenger plugin til websites, er det søm vist naglet i.
Facebook Messenger plugin til websites
Facebooks nye Messenger plugin gør det muligt for virksomheder at embedde Facebook-chatten til deres websites, så forbrugerne kan henvende sig til virksomheders kundeservice i et format, de er bekendte med. Og det er særligt belejligt for forbrugeren, at tråden ligger i Messenger-appen, så han eller hun ikke skal vente på svar retur på virksomhedens supportsite eller website.


Customer service 2.0 skal foregå dér, hvor kunderne er, og med Facebook skarpe fokus på at integrere Facebook yderligere i brands kommunikation og service, er der ikke længere nogen vej uden om.

 

9: Future of Work

Arbejdspladsen i dag er bygget op omkring Office-pakken og Outlook – eller noget tilsvarende, men om et øjeblik når generation Z indtager arbejdsmarkedet, bliver arbejdspladsens kommunikationsplatforme for alvor udfordret.


De unge generationer kommunikerer ikke i mails. De kommunikerer i chats og helst lige nu og her, og selvom mange arbejdspladser er ved at finde glæden i mere direkte kommunikationsformer som Slack og chatten på Facebook Workplace, er der stadig langt.


En digital k-trend i 2018 er altså også den interne kommunikation(sform), og med de nye teknologier, der indtager arbejdsmarkedet, nedbrydes siloerne mellem privat og arbejde yderligere. 


Det er ikke IoT på arbejdsmarkedet, men WoT (Work of Things), for vi bliver mere og mere forbundne til vores arbejde og vores kollegaer, da de interne kommunikationsforme bliver mere sociale og mobile. I fremtiden får ledere en vigtig opgave, når linjerne mellem arbejds- og privatliv udviskes yderligere.

 

10: Optimér med maskinlæring

Mange teknologier giver os allerede mulighed for optimere vores kommunikation og resultater af vores kommunikation, men i 2018 bliver vi bedre til at lade teknologierne hjælpe os.


Et eksempel er Hootsuite Ads, der længe har hjulpet virksomheder med at allokere penge til de annoncer, der performer bedst, men også Facebook har nu introduceret den mulighed.


Med teknologier og maskinlæring kan vi blive klogere på vores kommunikation, og vi bliver bedre til at optimere i realtid. Teknologierne kan – bedre end vi selv kan – hurtigt samle datapunkter fra alt fra kampagner og kanaler til målgruppe, og det gør, at vi kan målrette vores indhold på bedst mulig vis.


Teknologien vil i 2018 hjælpe os til at blive endnu klogere på data, så vi kan få mere ud af vores kommunikation.

 

Det er de 10 digitale k-trends, vi ser som de største, og dem du er nødt til at holde lidt øje med. De er formentlig ikke alle relevante for dig, og det er nok også begrænset, hvor mange danske virksomheder vi ser eksperimentere med holograms, men vi håber, at du har fået noget ny inspiration og nogle gode ideer til din kommunikation i 2018.

Catharina-Persson.png

Catharina Persson

Vores Senior Insights Advisor på social media, der er tilbagevendt efter 8 år i London med britpop i høretelefonerne. Rådgiver om, hvad du burde lytte til på sociale medier, og hvordan du bruger det mest hensigtsmæssigt. Fang hende på +45 81 88 23 04.

Find Catharina Persson her
Jakob-Høegh.png

Jakob Høegh

Vores Social Business Advisor, der rådgiver om, hvordan du bedst kan bruge sociale medier hele vejen rundt i forretningen. Det kan betale sig at følge Jakob på Twitter, hvor han (også) deler guldkorn. Fang ham dér eller på +45 61 65 21 81.

Find Jakob Høegh her