• Book en demo
  • Log ind
  • Kontakt

2022 blev Mettes Folkemøde i medierne

Post Author

Maria Bach
Senior Advisor

I weekenden i uge 24 var størstedelen af danske politikere, organisationer og store virksomheder samlet med politisk interesserede og andre tilskuere på Bornholm. Folkemødet samler det politiske Danmark, og har mediernes fokus. Men hvad satte dagsordenen, og er vi tilbage til tiden før corona, når vi kigger på medieomtalen af Folkemødet?

Folkemødet på vej tilbage efter corona

Gruset har nu lagt sig på Bornholm efter et forrygende Folkemøde belagt med sol og masser af medieomtale. Mange har allerede erklæret Folkemødet tilbage til sin storhedstid. Næsten 3.000 omtaler i redaktionelle medier og 15.000 omtaler på Twitter blev det til i Folkemødeugen.

Men der stadig lidt vej endnu, inden vi rammer de næsten 4.000 omtaler, som var niveauet for redaktionel omtale i Folkemødeugen inden aflysningen i 2020.

Vi ser i år en fordobling af omtalerne fra sidste år, men stadig cirka 25 procent færre omtaler end i 2018 og 2019. Så vi er på vej, men medierne er altså ikke helt så fokuseret på Folkemødet, som vi så inden nedlukningerne.

Med 2.500 debatter i Allinge på tre dage kommer det helt naturligt, at debatterne også fylder de redaktionelle spalter. Næsten en fjerdedel af al omtalen omkring Folkemødet 2022 omhandler således debatter og arrangementer – både den faglige og mere løsslupne del.

Årets Folkemøde blev også en tilbagevending til én af de helt store politiske temaer, grøn omstilling. Med fokus på den grønne omstilling i 12 procent af omtalerne, blev temaet det største fokuserede tema i den danske mediedækning af Folkemødet.

FOLKEMØDET '22 I MEDIERNE

Download vores gratis analyse

Sammenlignet med den Norske pendant til Folkemødet, Arendalsuka, som faldt blot tre uger inden det norske valg i 2021, ser vi den grønne omstilling fylde nogenlunde samme andel af omtalen, men et markant større fokus på både krigen i Afghanistan samt økonomi og skat i vores skandinaviske broderland.

Læs mere om medieomtalen af Arendalsuka

Det er interessant i en dansk kontekst, at vi ikke ser økonomi og erhverv fylde mere i forbindelse med medieomtalen af Folkemødet set i lyset af den nuværende situation med rekordhøj inflation samt prisstigningernes betydning for løn og beskæftigelse

Politiske aktører satte fokus på sundhedspolitik

Kigger vi på sociale medier, i dette tilfælde Twitter, er billedet stadig delvist centreret omkring den grønne omstilling, men her ser vi også sundhedspolitik som et centralt tema. Twitteromtalen giver et klart billede af, at det er politisk interesserede og politiske emner, som fylder i samtalen omkring Folkemødet.

Med udsigt til valg inden for det næste år, kigger vi lidt nærmere på den partipolitiske kamp for medieopmærksomhed herunder.

Mette Frederiksen og Dansk Folkeparti topper listerne

Dansk Folkeparti erobrede rampelyset og et særligt fokus på, at Kristian Thulesen Dahl ikke genopstiller. Omtalen blev primært anført af BT og Ritzau, som begge havde mere end dobbelt så mange omtaler af Dansk Folkeparti end eksempelvis SF.

Mette Frederiksen var i sin rolle som Statsminister og debatdeltager den partileder, som løb med langt det meste omtale. Hvor vi ser Socialdemokratiet helt nede på en femteplads blandt partierne, er det fordi Mette Frederiksen er mere eksponeret som debatdeltager med Statsministerkasketten end som partiformand.

Morten Messerschmidt og Jakob Ellemann-Jensen er i medieomtalen begge inddraget i personfokuserede sager uden et temapolitisk fokus. Messerschmidt i forhold til Thulesen Dahl-sagen og Ellemann-Jensen i forhold til sin fars sygdom.

Omtalen af Søren Pape Poulsen omhandler i høj grad et muligt (eller umuligt) regeringssamarbejde hen over midten, klimaaktivister der stormer scenen samt debat om etnisk profilering

Samtlige fire mest omtalte partiformænd er i omtalen påvirket af begivenheder, som de ikke har direkte indflydelse på. Hvor Mette Frederiksen får mest taletid i forbindelse med konkrete politiske emner og debatter, flyder det ikke i samme grad eksplicit videre til hendes parti, Socialdemokratiet.

Fredag er afgørende

Folkemødets officielle program forløber fra torsdag til søndag. Men kigger vi på omtalen både i de redaktionelle medier og på Twitter, er der ingen tvivl om, at det er fredag, der er mest gang i den digitale debat.

Data fra Twitter viser, at 21 procent af den samlede omtale foregår fredag mellem klokken 9 og 16.

Infomedia publikationer

Har du lyst til at høre mere om vores medieanalyser og indsigter i kommunikation og medier?

Folkemødet er altså på vej tilbage. Og vi hvis fokus fra Folkemødet fortsætter op til et kommende valg, bliver det den grønne omstilling og potentielt regeringssamarbejde over midten, som bliver de helt store temaer.

Om denne undersøgelse

Undersøgelsen er udarbejdet af Infomedia den 22. juni 2022 og bygger på en søgning i redaktionelle medier, hvor Folkemødet eksplicit indgår.

Datagrundlaget er danske redaktionelle medier på web, print, radio og tv samt Twitter i perioden mandag den 13. juni 2022 til søndag den 19. juni 2022.

Artiklerne er analyseret for emner gennem en metode til emnekategorisering kaldet Latent Dirichlet Allocation (LDA).

Vil du høre mere?

Har du spørgsmål eller kommentarer til undersøgelsen, eller er du nysgerrig på andre ting? Så kontakt Senior Advisor Maria Bach her.

Folkemødet '22 i medierne

E-paper med 5 tips til den bedste medieovervågning

5 tips til den bedste medieovervågning