fbpx

Topchefer skal skifte hjørnekontoret ud med en Twitterprofil

I dag er topchefens rolle ændret. De kan ikke længere sidde og putte sig på hjørnekontorer i elfenbenstårne. I dag er de den essentielle del af virksomhedens ansigt og brand udadtil. Og selvom sociale medier fundamentalt har ændret måden, hvorpå vi kommunikerer i dag, er kun få af 40 af de største topchefer i Danmark aktive på sociale medier.

Denne artikel er oprindeligt bragt i CEO Superbrands 2017 og er baseret på et interview med bestselling-forfatter og international social media ekspert, Amy McIlwain.

»Op mod 50 pct. af en virksomheds omdømme er baseret på virksomhedens CEO. Og i stedet for at have disse 50 pct. diktereret af, hvad medierne skriver eller ikke skriver, kan topchefen på sociale medier selv påvirke opfattelsen af sit og virksomhedens brand,« fortæller Amy McIlwain, der er forfatter af bogen ‘The Social CEO’ og en anerkendt social media ekspert i USA.

Hun har i årevis rådgivet virksomheder og deres topledelse om, hvordan de ruster sig til og udnytter den digitale transformation, og om hvordan topcheferne bliver ‘social CEOs’.

Som kontrast til det fåtal af danske topchefer, der er på sociale medier, er næsten halvdelen af alle Fortune 500 CEOs i USA tilstede på sociale medier, og Amy McIlwain spår, at vi i løbet af det næste år eller to ser flere topchefer, der kommer ud fra deres hjørnekontorer og i stedet er mere menneskelige på sociale medier – også i Danmark.

Værdien ved social CEOs er åbenlys

Målene for topchefens digitale tilstedeværelse er forskellige fra virksomhed til virksomhed og fra topchef til topchef. Men der er mange fordele at hente. En social CEO kan tiltrække nye medarbejdere, opbygge relationer med investorer og partnere, være thought leader eller tage en ledende position i den offentlige debat for at forbedre forholdene for virksomheden.

Og internt har det også stor betydning. Amy McIlwain fremhæver helt konkret en CEO, hun talte med i forbindelse med sin nye bog.

»Da han blev forfremmet, ønskede en kollega ham tillykke og sagde, at han nu var både beundret og frygtet. Han synes jo beundret lød fantastisk, men samtidig vidste han også, at hvis han var frygtet, ville hans medarbejdere ikke være ærlige over for ham, hvilket kunne skade både deres samarbejde og performance,« fortæller Amy McIlwain og fortsætter:

»Han brugte derfor sociale medier til at vise sin personlighed over for medarbejderne og for at bryde glasloftet mellem ledelse og medarbejdere. Det havde stor indflydelse på medarbejdernes syn på ham som CEO, men også på deres syn på virksomheden, og det resulterede i en endnu større medarbejdertilfredshed.«

Christian Stadil er også på sociale medier for medarbejdernes skyld. Han vurderer, at 50 pct. af grunden til, at han er på sociale medier, skyldes medarbejderne i THORNICO.

Du er din egen kommunikationskanal, som folk lytter til

»Sociale medier er som en radiostation, og du er radioværten. Du deler noget af dit eget indhold og spiller nogle af dine egne sange, men du spiller også de allerbedste sange fra andre musikere. En god radiovært spiller ikke bare god musik. Han eller hun har en personlighed, som gør, at du lytter til dét program og ikke et andet.«

Sådan siger Amy McIlwain om rollen som social CEO. For selvom der umiddelbart er lidt langt mellem at være radiovært og topchef, er præmissen den samme. En CEO skal ikke bare dele det mest relevante indhold, men skal ifølge Amy McIlwain også give lidt af sig selv for at adskille sig fra mængden og for at connecte med medarbejdere, kunder, stakeholders og journalister på en troværdig og autentisk måde.

»For at blive en succes på sociale medier skal dine posts have et drys af personlighed. Hvad går du op i? Hvilke interesser har du? Og hvilke emner berører din verden både professionelt og privat? Det er den type indsigter i CEO’ens personlighed, som virkelig rykker folks indtryk af virksomheden.«

Det lyder måske nok tidskrævende, men behøver ikke være det

»Det indhold, du deler, kan spejle sig i din kalender. Hvilke rejser skal du på, hvilke foredrag skal du holde, hvilke nyheder kommer der, og hvad sker der i medierne? Alle de ting kan væves ind i din strategi for sociale medier,« lyder opskriften fra Amy McIlwain.

Og så er der selvfølgelig forskel på, hvor meget du selv vil eje dine sociale profiler, eller om dit kommunikationsteam skal hjælpe dig. Men opfordringen fra Amy McIlwain er klar:

»De mest succesfulde topchefer er dem, der kan se værdien i sociale medier for dem selv og deres virksomhed, og som tager sociale medier til sig. Du er virksomhedens ansigt og brand udadtil, og der er mange fordele ved at være en social CEO i en verden, hvor både medarbejdere, fremtidige medarbejdere, kunder og stakeholders scroller gennem deres sociale feeds for at holde sig opdateret. Og hvis de ikke lytter til dig, hvem lytter de så til? Din konkurrent?«

Kom i gang, og bliv en 'social executive'

Digital transformation er afhængig af ledelsen, og CEO’en skal købe ind på præmissen om, at sociale medier har ændret måden, vi kommunikerer på. Det er dog ikke nok, at CEO’en bare skriver en check til teknologien eller platformen. Det kræver personligt engagement og forståelse for at skabe en forretning, hvor sociale medier er rygraden i virksomheders digitale infrastruktur.

»Digital transformation starter i toppen, og derfra skalerer det. Fra en social CEO til et ‘social executive’-program til en social salgsstyrke og digitale medarbejderambassadører«, fortæller Amy og tilbyder følgende råd til topchefer, der gerne vil i gang:

»Hvis du som topchef vil i gang på sociale medier, skal du som det allerførste sætte dig sammen med dit kommunikationsteam og forstå deres mål, og hvordan du som CEO kan understøtte det. Du er også nødt til at forstå både platform og teknologi. Det er ikke nok at vide, hvordan og hvad du skal dele, men du skal lytte til, hvad der foregår i markedet, og til hvad konkurrenterne og kunderne siger.«

Vil du høre mere?

Har du lyst til at høre mere, eller bare en at spille bold op ad, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Download PDF

Udfyld formularen og du er klar til at downloade dette blogindlæg som PDF.

Medieovervågning
- vejen til indsigt

TEMPLATE

Download template til din kommunikationsplan