skip to Main Content

København (og bacon) er top of mind, når udlandet skal sætte ord på Danmark

Da den danske flygtningedebat nåede udenlandske medier, spåede flere om, at det ville skade Danmarks omdømme. Spørger man befolkningen i udlandet, er det København, bacon og »koldt«, der falder dem ind, når de tænker på Danmark.

Smykkelov, asylannoncer, grænsekontrol og frikadellekrigen i Randers nåede udenlandske medier som tyske Der Spiegel, amerikanske New York Times og svenske Aftonbladet. Men den udenlandske mediedækning har ikke rykket meget ved udlandets billede af Danmark. Ud af i alt 4.000 udenlandske respondenter, som har kunnet give op til tre åbne besvarelser over hvilke ord, de forbinder med Danmark, har kun 27 nævnt flygtninge, udlændinge, eller grænsekontrol. De 22 er fra Sverige, mens de sidste fem er fra USA, Storbritannien og Tyskland.

For en tysker og en svensker er Danmark lig med København, mens det første, der falder englænderne ind, er bacon – måske ikke så overraskende – og for en amerikaner er Danmark bare koldt.

Selvom København går igen for de fire lande, er der stadig stor forskel på, hvordan de opfatter os. Gennemgående temaer er dog mad og ferie.

Den massive udenlandske mediekritik af Danmark har tilsyneladende ikke haft nogen alvorlig effekt på vores omdømme blandt almindelige mennesker. Amerikanerne, briterne, tyskerne og svenskerne forbinder fortsat Danmark med noget meget positivt. Vi har efter alt at dømme et meget solidt nationalt brand, som der skal rigtig meget til at rokke ved.

Download analysen af den danske flygtningedebat i 2015.

Metode: Baseret på en befolkningsundersøgelse i maj 2016, hvor Infomedia har spurgt mindst 1.000 repræsentativt udvalgte respondenter fra hvert af de fire lande: USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige. 

Back To Top